Stevnskoret

Hjemmeside opdateres ikke længere

Denne hjemmeside opdateres ikke længere. Nyheder fra koret vil kunne ses på Stevnskorets facebook-profil.

Så starter en ny sæson i Stevnskoret

15. august 2023

Så starter en ny sæson i Stevnskoret

Stevnskoret starter den nye sæson 2023/2024 mandag den 4. september 2023, hvor vi mødes i St. Heddinge skoles musiklokale kl. 19.15 - 21.45.

Koret starter med ny, men velkendt dirigent Jonas Jæger Jensen, som også leder koret Hold-On, men vil fokusere på et anderledes repertoire med Stevnskoret.

Nye medlemmer er meget velkomne og tilmelding foregår via LOF Stevns på lof.dk/stevns, som også kan kontaktes på 3082 9012 eller stevns@lof.dk.

 

Foto: KSR

Forårskoncert på Højeruplund

Torsdag den 11. maj kl. 19.00 deltager Stevnskoret sammen med LOF’s andre kor i dette års sæsonafslutning på Højeruplund under ledelse af Eva Folmer.

Stevnskoret har denne gang valgt sange, som handler om foråret.

Der er fri entre til forårskoncerten og i pausen er der mulighed for at købe kaffe og kage, øl og vand. 

Ændringer i Stevnskoret

26. januar 2023

Så tager vi hul på 2. halvdel af sæsonen 2022/2023 i Stevnskoret

Mandag den 4. januar startede Stevnskoret på 2. halvdel af sæsonen 2022/23 med ny korleder,  Eva Folmer. Koret kendte Eva i forvejen, idet hun i en periode i foråret 2022 overtog koret efter en sygemelding fra Charlotte Andersen, ligesom også en del af de mandlige kormedlemmer kender Eva godt fra LOF'S mandskor, som hun har dirigeret i en årrække.

Koret er stadig åbent for nye tilmeldinger, som foregår via LOF Stevns på lof.dk/stevns, som også kan kontaktes på 3082 9012 eller stevns@lof.dk. I øjeblikket arbejder koret på et forårsrepertoire, der som navnet antyder byder på både danske og udenlandske sange der handler om forår. 

Første mødegang er gratis for nye medlemmer, som måske lige vil prøve, om Stevnskoret er noget for dem.

Fra alle os til alle Jer

Julehilsen fra Stevnskoret

Stevnskoret ønsker alle en rigtigt glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår med dette ikke helt komplette foto fra korets julekoncert i St. Tårnby kirke i år, hvor 5 af vores medlemmer desværre var forhindret i at deltage.

 

Det er vort håb, at der til stadighed vil være interesse for at høre Stevnskoret synge, så tøv ikke med at kontakte os, hvis vi kan være med til at fejre en tradition eller festliggøre et arrangement i kirker, institutioner, sognehuse o.lign.

27. november 2022

Stevnskorets julekoncert 2022

I år er Stevnskoret blevet inviteret til at give julekoncert i St. Tårnby Kirke 

søndag den 11. december kl. 14.00.

Charlotte Andersen dirigerer og Niels Andersson spiller til en række blandede julemelodier, som bl.a. omfatter et Kim Larsen Medley til de mere klassiske julesange som Nu tændes 1000 julelys, O come all ye faithful m.fl.

Ind imellem vil der være fællessalmer, så også publikum får rørt stemmerne og får mulighed for at komme i julestemning. 

Koncerten er gratis og alle er velkomne.

Koncert i Faxe Kirke

Gammel Strandvej 1
4640 Faxe

 

Mandag den 3. oktober 2022 kl. 19.00

Sammen med Gefionkoret og Rokokokoret samt Faxe Kirkes ungdomskor medvirker Stevnskoret den 3. oktober kl. 19.00 i en koncert i Faxe Kirke, hvor de to salmer "Åbent hjerte" og "Dag følger nat", der er blevet til i et samarbejde mellem komponisten Christian Connie og sangeren Sys Bjerre vil blive fremført flerstemmigt efter Philip Fabers sats samt enstemmigt. så publikum også får mulighed for at lære at synge de smukke sange. Til koncerten spiller Christian Connie endvidere egne kompositioner for soloklaver.

Så tager vi hul på en ny sæson i Stevnskoret

8. august 2022

Så tager vi hul på en ny sæson i Stevnskoret

Onsdag den 29. august 2022 tager vi hul på en ny sæson i Stevnskoret, og vi glæder os til at gense både "gamle" kormedlemmer, men også møde nye medlemmer, som har lyst til at synge med i Stevnskoret. Vi har brug for medlemmer i alle stemmegrupper.

Vi mødes på St. Heddinge Skole i musiklokalet kl. 19.00, hvor vi synger indtil kl. 21.30 afbrudt af en hyggelig kaffepause. 

Med vores søde korleder Charlotte Andersen har vi et bredt repertoire på programmet og vi starter og slutter aftenen med sange fra den nye højskolesangbog. I løbet af sæsonen viser vi, hvad vi har lært ved en koncert eller andre arrangementer. Dette års julekoncert 2022 er allerede fastlagt, da koret er inviteret til at synge i St. Tårnby kirke.

Tilmelding foregår via LOF Stevns på lof.dk/stevns, som også kan kontaktes på 3082 9012 eller stevns@lof.dk.

Første mødegang er gratis for nye medlemmer, som måske lige vil prøve, om Stevnskoret er noget for dem.

Fællessang i Det Fri

11. juni 2022

Flere fotos fra et vellykket og hyggeligt Fællessang i Det Fri Arrangement kan ses under fanebladet galleri.

 

Det var første gang et næsten komplet Stevnskor sang sammen med medlemmer af Det Rytmiske Kor Gefion og det var en skøn oplevelse, som vi håber kan blive gentaget på et andet tidspunkt.

Niels Andersson havde valgt en masse dejlige sange og Charlotte dirigerede os som sædvanlig på inspirerende og humørfuld måde, som altid får os til at løfte stemmerne lidt mere. Til gengæld var de fleste af os vist godt hæse bagefter.

 

Stevnskoret deltager i Fællessang i det fri
Forårskoncert og sæsonafslutning 2022

10. maj 2022

Forårskoncert og sæsonafslutning 2022

Torsdag den 5. maj blev Stevnskorets sæson afsluttet med en forårskoncert på Traktørstedet Højeruplund, hvor LOF's tre kor, Store Heddinge Mandskor under ledelse af Eva Folmer, Hold On under ledelse af Jonas Jæger Jensen og Stevnskoret under ledelse af Charlotte Andersen sang nogle af de numre, som korene har øvet på i den forgangne sæson.


Vi håber koncerten har inspireret andre Stevnsboere til synge i kor og byder gerne nye medlemmer velkommen, når vi starter den nye sæson. Tidspunktet vil fremgå af LOF's kursuskatalog, som plejer at komme efter sommerferien, ligesom vi også vil gøre opmærksom på starttidspunktet her på hjemmesiden.

På billedet ses Skoleleder John Dalsgaard Jensen og vores dirigent Charlotte Andersen i færd med at studere den nye højskolesangbog, som koret fik doneret af Stevns Brandfond.

 

Nytårskur 2022

Billeder fra vores nytårskur kan ses under fanebladet galleri

21. februar 2022

Så starter vi igen

I forbindelse med Charlottes fravær og på grund af Corona har vi ikke kunnet synge i kor længe, men vi er nu så heldige, at restriktionerne er bortfaldet og at LOF har lavet en aftale med Eva Folmer, som gerne vil vikariere som dirigent. Flere af vores korister kender allerede Eva fra Mandskoret.

Efter vinterferien i uge 8 starter vi igen onsdag den 2. marts kl. 19.00 - 21.30 i musiklokalet ved biblioteket på St. Heddinge Skole.

Orientering fra LOF

Jeg vil gerne ønske jer alle et godt og nytår.

2021 blev virkelig en prøvelse, og desværre starter vi 2022, med ikke at starte.

Al aktivitet er nedlukket på grund af Corona frem til 17. januar, hvordan det går derefter, om alt får lov til at åbne helt eller om det bliver i etaper vil kun tiden vise.

Vi holder hjemmeside og facebook opdateret i hele perioden. Og orienterer pressen og håber de kan hjælpe med at informere.

I foråret åbner vi for helt nye hold, og jer der tilmelder halvårligt, bliver også kompenseret for tabt undervisning. Der er udmeldt endnu en hjælpepakke, så vi økonomisk kan holde ”skindet på næsen” , det betyder at vi kan erstatte manglende undervisning, enten økonomisk eller med forlænget sæson.

LOF Stevns ønsker alle godt nytår og vi håber at 2022, bliver mere Coronafri.

 

Kærlig Hilsen

John Dalsgaard Jensen

Skoleleder

 

Julehilsen Stevnskoret 2021

21. december 2021

Julehilsen 2021

Kære venner

Sæsonen 2021 gik desværre ikke så godt for Stevnskoret, som vi kunne have ønsket og bedst som vi var begyndt at mødes og synge på normal vis igen, ja så var vores søde diigent Charlotte jo så uheldig at brække hånden, så vi endnu engang måtte indstille koraktiviteterne og aflyse vores julekoncert. 

Men nu er vi så endnu engang blevet overhalet af COVID-19 i en ny variant, som igen gør det umuligt for os at synge sammen. Det at sidde tæt og synge øger nemlig risikoen for at smitte hinanden, også selv om vi er vaccinerede, fordi den nye variant ikke længere giver garanti for fuld immunitet over for COVID-19. 

Det har derfor været en anderledes og lidt mere trist december måned, og jeg er sikker på at vi alle savner vores sociale samvær og at kunne synge sammen igen. Jeg gør i hvert fald.  

På grund af smittefaren bliver vi derfor også nødt til at udskyde nytårskuren endnu engang. Hvis vi skal sidde med den anbefalede afstand til hinanden, så har vi ikke plads nok i huset, men vi vil heller ikke risikere at være en superspreder begivenhed. Det er vi kede af, for Erik og jeg havde ellers glædet os meget.

Vores ansøgning om at blive registreret i Stevns kommune har været behandlet på et udvalgsmøde den 16. december, og Stevnskoret er nu registreret på linje med andre foreninger i Stevns Kommune. Om der bliver den store forskel for koret, tror jeg nu ikke, men det må tiden vise.

Fra kommunen har vi i dag modtaget orientering om restriktionerne i forbindelse med kulturelle aktiviteter i Stevns Kommune som jeg videresender sammen med dette julebrev. Endvidere kan I via dette link https://kum.dk/aktuelt/covid-19/kulturlivet-under-covid-19 se alle de generelle betingelser for kulturlivet i forbindelse med COVID-19, hvis I har brug for det.

Hvornår vi igen kan begynde at synge i koret kan på nuværende tidspunkt ikke oplyses. Vi havde regnet med at kunne mødes igen den 19. januar, men vi må afvente nærmere instrukser herom fra LOF og kommunen.

Med dette ikke så muntre julebrev, vil jeg på forretningsudvalgets vegne ønske jer alle en rigtig dejlig jul og et lykkebringende nytår med håbet om, at vi kan holde os raske og smittefrie til vi ses igen.

Kærlig hilsen

Kirsten

Julekoncert 2021 aflyst på grund af sygdom

 

Igen i år er Stevnskoret blevet inviteret til at give en julekoncert i Valgmenighedskirken, hvilket vi glæder os til, da julekoncerten sidste år måtte aflyses på grund af COVID-19.

Koncerten afholdes i år onsdag den 15. december kl. 19.00. Valgmenighedskirken er beliggende på adressen Vandrigsvej 24, 4660 Store Heddinge.

Repertoiret vil bestå af kendte julesange og salmer, hvoraf blot skal nævnes nogle enkelte som " O come all ye faithfull", "En stjerne skinner i nat", "Barn Jesus", "Jul, jul strålende jul".

Vi håber, at koret med sine sange vil kunne bibringe alle fremmødte lidt julestemning i en ellers dyster tid.

Julekoncert Stevnskoret

Vintermotiv fra Boel Skov 2020

Foto:  Kirsten Skov Rasmussen

Så kom vores nye udgave af højskolesangbogen endelig

27. oktober 2021

Stevnskoret var så heldig i juni måned at få en donation fra Stevns Brandfond på 10.000 kr. til indkøb af den nye udgave af højskolesangbogen til hele koret.

Efter en lang leveringstid kom de endelig og Ole havde den tunge opgave med at slæbe kasserne med sangbøgerne til korets øveaften.

Samme aften havde koret besøg af skoleleder John Dalsgaard Jensen fra LOF, som orienterede om udfordringerne med refusion af kursusgebyr efter COVID-19. 

Favoritkoncert med vores korleder Charlotte

Dato: søndag 29. august kl. 19:00

Sted: Hylleholt Kirke, Faxe

Beskrivelse:

Koncert ved organisterne Christina Bernstein - Charlotte Hjerrild Andersen - Jean-Pierre Dahl Jørgensen Koncerten er gratis. Som altid samles ind til Hylleholt Kirkes Juleuddeling

Ny sæson

25. august 2021

Vi startede den nye sæson med at fejre 2 jubilarer i koret. Først Hanne, som kunne fejre 25 års jubilæum som trofast kasserer i Stevnskoret. I de mange år har Hanne holdt godt styr på korets økonomi og været den person, som altid har vidst, hvornår der var mærkedage i koret og sammen med sin mand Ole har bidraget med alle de mange praktiske ting, som ofte følger med et sådant tillidshverv. Der lød stor tak til begge for indsatsen.

Dernæst kunne vi fejre, at Charlotte ved indgangen af denne sæson har været korleder for Stevnskoret i 10 år. Noget af en præstation, da koret er et meget socialt kor og kan være svært at styre. Vi håber Charlotte vil bevare tålmodigheden og fortsætte som korleder for Stevnskoret i mange år fremover.

Stort tillykke til begge.

 

Vi starter på en frisk efter COVID-19

Ny sæson

25. juli 2021

Onsdag den 25. august 2021 kl. 19.00 starter den nye sæson i Stevnskoret. Vi glæder os til at se både tidligere og nye medlemmer, som har lyst til at synge med i et kor, hvor repertoiret spænder fra Beatles til Mozart, ligesom koret også ynder at synge de mange dejlige sange i højskolesangbogen og gamle danske viser.

Nye medlemmer er velkomne til at komme forbi og prøve at synge med, inden man melder sig endeligt til. Tilmelding foregår via LOF Stevns.

Vi synger på Store Heddinge Skole, bygning Bøgen.

 

Vi starter på en frisk efter COVID-19

Generalforsamling 2019/2020

 

16. juni 2021:

Med næsten 1 års forsinkelse fik Stevnskoret afholdt generalforsamling for 2019/2020. Elisabeth Koch, som ikke ønskede at fortsætte som formand efter hele 23 år på posten aflagde dermed sin sidste beretning fra en en meget turbulent periode på grund af Corona. Hanne holdt en lille tale for Elisabeth og takkede for den store indsats igennem alle årene. Heldigvis synger Elisabeth stadig med i Stevnskoret. Kirsten Skov Rasmussen blev valgt som ny formand for koret.

Så forsøger vi at synge igen

 

31. maj 2021:

Som følge af ændrede corona-restriktioner er det blevet muligt at synge i kor igen. Det kræver dog, at man enten har et COVID-19 pas eller en negativ coronatest som skal medbringes til koraftenen.

Charlotte har været så sød at tilbyde at undervise i hele juni måned, så derfor forsøger vi endnu engang at starte op onsdag den 2. juni kl. 19 på Store Heddinge skole.

Så find sangstemmen frem igen, tag dit mundbind på, når du går ind på skolens område og husk en varm jakke eller trøje, for vi skal stadig overholde visse restriktioner, bl.a. udluftning.

Hvad angår den kommende sæson, så starter vi op allerede den 25. august 2021. Vi håber at se både jer "gamle" og nye korsangere.

Mærkedag

15. maj 2021

Tillykke med fødselsdagen

 

I dag fylder Stevnskorets styrmand Finn Fabricius 80 år. Vi savner Finns "time flies", når det kniber med at få styr på tropperne efter kaffepausen og ønsker Finn stort tillykke med dagen.

Vi håber, at det snart bliver muligt at fejre ikke blot Finn, men også de mange andre fødselarer i koret, som vi ikke har kunnet fejre i denne sæson. 

 

Savner du at synge

15. maj 2021
 
Savner du at synge og har endnu ikke lagt planer for din sommerferie, så er der stadig ledige pladser på sanghøjskoler rundt om i Danmark. Ved at melde dig ind på korsang.dk, som er gratis for alle danske korsangere kan du få et overblik over aktuelle danske kor-stævner m.m. og løbende blive orienteret om tilbud for korsangere.
 

 

Korsang.dk

God sommer

6. maj 2021:

Det er desværre ikke blevet til meget korsang i den snart forgangne sæson.

Som følge af COVID-19 er det aftalt med John Dalsgaard fra LOF Stevns, at Stevnskorets medlemmer selvfølgelig vil blive kompenseret for de manglende lektioner. Dette kan ske på 2 måder, enten ved at det enkelte kormedlem selv kontakter LOF direkte på 30 82 90 12 eller skriver en mail til stevns@lof.dk med oplysninger om kontonummer, hvortil det tilgodehavende beløb kan overføres. Man kan også vente til tilmeldingen til den kommende sæson, hvor kursusgebyret vil blive justeret i forhold til tilgodehavendet. 

Vi håber, at det snart vil blive muligt at kunne synge sammen igen og bestyrelsen ønsker alle en god sommer. 

Godt nytår

31. december 2020:

Bestyrelsen ønsker alle et rigtigt godt nytår med håbet om, at det nye år snart vil bringe os nærmere en normal hverdag, hvor det igen bliver muligt at mødes i koret.

Indtil videre er vores korsang sat på hold indtil den 17. januar 2021 og vi forventer snart at høre nyt fra LOF igen om det videre forløb.

Men indtil da pas på jer selv og hinanden og endnu engang godt nytår.

Vi skal passe på hinanden

COVID-19

Opdateret 12. december 2020
Stevnskoret har modtaget følgende orientering fra LOF Stevns
Regeringen har, med virkning fra den 9. december 2020 besluttet at indføre restriktioner der betyder, at kulturinstitutioner skal holdes lukket. Det betyder at vi i LOF må holde lukket og desværre må udskyde al aktivitet indtil videre og du kan derfor ikke deltage på din LOF-aktivitet for nuværende. Vi er i dialog med myndighederne, og vi melder ud, når vi er klar til at genoptage vores aktiviteter. Indtil videre gælder restriktionerne til den 3. januar 2021, så vi håber på at kunne vende tilbage med nyt inden da.
Det hele er så nyt, så informationerne er på nuværende tidspunkt sparsomme. Vi har derfor ikke svar på alle spørgsmål, men vil vende tilbage med mere, når vi ved hvordan vi kan fortsætte aktiviteten. Vi beder derfor om din forståelse og tålmodighed.
Vi glæder os til at se dig igen.

Glædelig Jul Fra LOF Stevns
John Dalsgaard Jensen, skoleleder                         

 

Vi skal passe på hinanden

Så starter Stevnskoret op igen

 
Nu er det muligt at tilmelde sig til den kommende sæson i Stevnskoret via LOF's hjemmeside, hold 20201. 
 
Vi starter onsdag den 16. september kl. 19.00 på Store Heddinge Skole og glæder os til at se både nye og gamle kormedlemmer.
 
Der er taget alle nødvendige hensyn i forhold til COVID 19, idet der er bevilget ekstra rengøring af lokalet, inden vi kommer og koret er blevet henvist til et større lokale, hvor man kan holde den anbefalede afstand, så med lidt omtanke, vil det være muligt at synge sammen igen.
 
Korerfaring er ikke en betingelse for at synge med i koret, så vi håber at se nye medlemmer, som har lyst til at deltage i et socialt kor, hvor vi synger alt fra Beatles til Mozart.

Første øveaften er onsdag den 16. september 2020.

Forårssæsonen 2020

Stevnskorets øveaftener er indtil videre aflyst foreløbig til udgangen af marts måned på grund af Corona smittefaren.

Det planlagte besøg af vores venskabskor fra Hobro er desværre også blevet aflyst af samme grund. Hvordan øvrige planlagte arrangementer vil kunne gennemføres i foråret afventer situationen.                                                                                                       

 

 

 

 

Erantis - vores dejlige forårsbebuder

Julekoncert i Hellested kirke 2019

Julekoncert i Hellested kirke

Fra alle os til alle Jer - rigtig glædelig jul og godt nytår

 

Billeder fra Stevnskorets julekoncert i Hellested kirke kan ses under fanebladet Galleri.
Fotos ESR

 

 

Julekoncerter 2019

Mandag den 16. december kl. 19.00 synger koret i forbindelse med en adventsgudstjeneste i Valgmenighedskirken, hvor temaet for gudstjenesten er "Skyerne gråne, naturens død og livets opstandelse" hvilket vil blive afspejlet i dagens prædiken, som forestås af valgmenighedspræst Aksel Bording og de sange og salmer, som Stevnskoret vil synge.Herudover synges også en række fællessalmer.

Tirsdag den 17. december kl. 19.00 kan Stevnskoret høres i  Hellested Kirke. Her bliver der også lejlighed til at komme i julehumør og synge med på nogle af julens sange og salmer. 

Der er fri adgang til begge arrangementer.

Gl. Højerup Kirke, foto ESR

 

 

Stevnskoret ved Dannebrogs 800 års jubilæum

Dannebrogs 800 års jubilæum

Stevnskoret repræsenteret ved Ole og Per som fanebærere og Gunnar, som repræsenterede Mandskoret ved fejringen af 800 års jubilæet for Dannebrog på Højeruplund

Julekoncert i Valgmenighedskirken den 16. december 2018

Sommersang hos Hanne og Ole

Hanne og Ole havde fået sang abstinenser og havde derfor inviteret koret til sangaften
med kaffe og kage den 4. juli 2018.

Der blev sunget både højt og længe og ikke mange af højskolesangbogens sommerviser gik ram forbi.

En stor tak til Hanne og Ole for en meget hyggelig aften.

Se billeder derfra nedenfor.

I 2016 fyldte Stevnskoret 50 år og er dermed blandt de længst eksisterende
kor på Stevns. Mange korsangere har i årenes løb
fået afløb for deres sangglæde ved at synge i koret, det er vores håb, at vi også
i årene fremover vil kunne tiltrække nye sangere til koret.
Koret har i dag ca. 30 medlemmer næsten ligeligt fordelt mellem dame- og herrestemmer.

kor på sjælland

Korets historie

Se artikler fra nogle få af de mange arrangementer, Stevnskoret har deltaget i.

Koncerter

Julekoncert

Hellested kirke
Onsdag den 6. december 2017 

 

 

Repertoire

Stevnskoret synger et blandet repertoire, lige fra Beatles til Carl Nielsen, Mozart m.fl. Højskolesangbogen bliver også benyttet flittigt.

Kontakt

Nye sangere er hjertelig velkomne. Korerfaring vil være en fordel, men ingen betingelse.

Vi øver onsdage fra kl. 19.00  til 21.30 på Store Heddinge skole, Kronhøjvej 4, Store Heddinge, musiklokalet.